Hveder
Hveder
Hos Kreta Mad har vi udarbejdet en opskrift på velsmagende hveder, hvor du kan bruge olivenolie (enkeltumættede fedtsyrer) i stedet smør (mættet fedt) og honning i stedet for sukker. Ved at anvende olivenolien fra Terra Creta får du en olie, som er bæredygtigt produceret.
Som erstatning for sukker kan du anvende honning. Når du bager efter vores opskrift, er du altså fri for konserveringsmidler, farve- og tilsætningsstoffer.
Nedenfor kan du se, hvilke ingredienser du skal bruge i opskriften, samt fremgangsmåden for, hvordan du får lækre hjemmelavede hveder til 12 personer.
Ingredienser:
2 æg
3 spsk. honning
2,5 dl. lunkent vand
50 g. gær
0,5 tsk. salt
1 dl. økologisk ekstra jomfru olivenolie fra Terra Creta
1 tsk. kardemomme
Ca. 600 g. hvedemel
Til pensling:
1 æg
Note:
Du skal være opmærksom på, at honning er et naturligt sødemiddel, der indeholder væske. Du kan ikke altid være 100% sikker på, at alle honninger indeholder samme mængde væske, du kan derfor være nødt til at regulere den øvrige væskemængde i hvederne en smule.
Fremgangsmåde
- Brug en elpisker til at piske æg og honning sammen til en luftig masse i en skål. Jo mere du pisker, jo luftigere bliver dine hveder.
- Find en ny skål og opløs gæren i det lunkne vand.
- Kom salt og olie i skålen med gær.
- Hæld nu ægge- og honningmassen sammen med gæren.
- Sigt mel i, lidt af gangen og ælt til dejen bliver let og smidig.
- Stil dejen til hævning i 45 minutter.
- Ælt igen dejen godt igennem efter 45 minutter og form 12 boller. (Du kan eventuelt veje dejen og dele den ind i 12 lige store portioner, hvis du vil være sikker på, at alle hveder har samme størrelse).
- Læg bagepapir på en bradepande og lad igen hvederne hæve i 45 minutter.
- Cirka 35 minutter inde i hævetiden, tænder du din ovn på 200 grader.
- Pensl de 12 hveder med et sammenpisket æg, når de er færdige med at hæve.
- Når ovnen er opvarmet på 200 grader, sæt dine boller ind midt i ovnen og lad dem bage i 15-20 minutter.
- Lad hvederne køle af på en rist, når du har taget dem ud af ovnen, inden du serverer dem.