Traditionel Spanakopita fra Kreta fra Nikos’ farmor – Græsk spinattærte

Traditionel Spanakopita fra Kreta fra Nikos’ farmor – Græsk spinattærte

Du kan lave den som spanakopita trekanter eller som en hel tærte. Laver du den som spanakopita trekanter, så bruge 3 lag i bunden og 2 lag i toppen.

400 g filodej

Fyld

  • 1 løg
  • ½ fennikel
  • 1 lille/medium porre
  • 500 gr spinat
  • 1 bundt dild
  • 1 bundt persille
  • 2 æg
  • Olivenolie
  • Salt & peber

Fremgangsmåde:

Fillodejen tages ud af fryseren 5-6 timer før den skal bruges og lægges i køleskabet.

Tænd ovnen på 175 grader over/undervarme

Spinatbladene vaskes, skylles og sauteres i et par spsk. ekstra jomfruolivenolie. (bruger du frosne, så køb dem med hele blade). Når spinaten er sauteret og spinaten er faldet sammen, så læg den i et dørslag (si)  og lad den dryppe af.

Mens spinaten sauterer, kan løg, fennikel og porre hakkes i tern, og når spinaten drypper af, så sauteres de hakkede grøntsager i 3 spsk. ekstra jomfruolivenolie i 6-8 min. ved medium varme.

De 2 æg piskes med 1 tsk salt og 1 tsk peber, hak derefter persille og dild fint, og bland det ned i piskede æg.

Pres en enkelt gang på spinaten i dørslaget (sien) med en paletkniv, så der presses lidt mere vand ud af spinaten – der må godt være noget vand tilbage i spinaten.

I en skål blandes spinaten med de sauterede grøntsager, og når de er kølet af et par minutter, blandes æg massen i.

Tag fillodejen ud af køleskabet og pak den ud. Du skal ca. bruge omkring 15 stykker, der er på størrelse med et A4-ark. Smør en tærteform med olivenolie og læg det første stykke fillodej i formen. Pensl derefter med lidt olivenolien, hvorefter næste stykke fillodej lægges på. Læg dem, så de kommer lidt ud over kanten på formen. Fortsæt til der er 5 lag i bunden.

Til toppen skal du bruge 3 lag, der dækker hele tærten, og også går ud over formens kan, husk at pensle med lidt olivenolie mellem lagene. Nu kan du tage den del af dejen fra bundlagene, der går ud over formens kant og sammen med topdejen folde sammen i kanten, hele vejen omkring tærtens kant, så tærtens kant bliver tæt. Spray lidt oliven ud over tærten, inden du sætter den i ovnen,  i 45 minutter, hvor den gerne skulle blive let brun.

Lad den køle 10 - 15 minutter, inden du serverer den.

Græsk spinattærte eller hvad?

Jeg har fået opskriften fra Nikos. Nikos kender jeg, fordi han sammen med sin hustru Rodo har Tofillo, der producerer økologisk urtete baseret på vilde urter og krydderier, og som jeg har lært at kende godt. Nikos gav mig opskriften, som er fra hans farmor. Nikos fortalte mig, at en traditionel Spanakopita fra Vestkreta og Østkreta er forskellige alene på grund af vegetationen, og at på Vestkreta er en traditionel spanakopita heller aldrig helt ens, både fordi man bruger sæsonens friske urter og grønne blade, så de varierer, og så er der jo også familieopskrifter, der afviger.

Så langt så godt, skulle man tro, men nej, derudover  skal vi lige igennem et græskkursus, jeg fik af Nikos 

Spanakopita, Spanakotiropita og Tiropita

Spanako kommer fra spanaki, der betyder spinat, så Spanakopita betyder spinattærte, og på Kreta, er det en spinattærte med frisk spinat – sådan en er der ikke ost i.

Tiro kommer fra Tyri, der betyder ost, så en Spanakotiropita, er en spinattærte med ost. Fetaost er ikke fra Kreta, det kommer fra Epirus regionen i det nordlige Grækenland, der ligger op til grænsen til Albanien, Korfu ligger lige ud for kysten til Epirus, men er ikke en del af regionen. På Kreta bruger man mizithra  ost, der er en frist ost, typisk fra får eller nogle gange geder. Jo friskere den er, jo mindre syrlig. Den kan også modnes, så den tørrer ind, og bliver en fast hård ost, man river. Til Spanakotiropita bruger man den friske mizithra, et alternativ er en italiensk Ricotta.

Tiropita, ja det giver sig selv, det er så en ostetærte.

Når alt det så er sagt, så er der rigtig mange steder i Grækenland, og også på Kreta, hvor man bestiller en Spanakopita, som så alligevel indeholder ost, og i mange tilfælde endda Feta, fordi det nu syntes at være det mest populære. Ender man på en traditionel græsk taverna, er sandsynligheden dog for, at Spanakopita er en Spinattærte og en spanakotiropita er spinattærte med frisk mizithra.

Så derfor er vores Spanakopita uden feta, og uden ost i det hele taget, men den er usandsynlig velsmagende alligevel!

Produkter som indgår i opskriften

Denne hjemmeside bruger cookies

Dette website bruger cookies til at følge din adfærd og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Du kan altid slette gemte cookies i dine browserinstillinger

Show details